Hop til indhold
Få råd om kontrakter, rettigheder og honorarer
Hvad er Oversætterrådgivningen?
Oversætterrådgivningen er oprettet af Dansk Oversætterforbund for at rådgive såvel medlemmer som ikke-medlemmer om kontrakter, rettigheder og honorarer. Rådgivningen er fortrolig og baseret på en realistisk bedømmelse af mulighederne i det enkelte tilfælde. Tjenesten varetages af garvede oversættere med indgående branchekendskab og store netværk inden for alle områder af litterær oversættelse i Danmark.
For oversættere er kontraktforhold og honorarstørrelser stærkt svingende fra oversætter til oversætter, fra forlag til forlag og fra bog til bog. Oversætterrådgivningen opererer således ikke med standardiserede vilkår, for sådan er virkeligheden ikke på markedet. Tjenesten arbejder derimod med individuel vurdering og assistance i den konkrete situation. Rådgivningen er for både medlemmer og ikke-medlemmer og for både nystartede og erfarne oversættere, skønlitterære såvel som faglitterære. Rådgivningen er gratis.
Hvad kan jeg få rådgivning om?
Du kan få rådgivning til spørgsmål om kontrakter, honorarer og rettigheder. Rådgivningen kan være en løbende assistance gennem hele forhandlingsforløbet eller blot et kvalitetstjek af en tilbudt kontrakt med oplysning om eventuelle faldgruber, betydningen af uklare paragraffer eller konsekvenserne af de forskellige former for rettighedsafgivelse. Du kan også få hjælp til at vurdere om honoraret er rimeligt i lige netop dit tilfælde.
Hvad kan jeg ikke få hjælp til?
Du kan ikke få rådgivning om teknisk oversættelse, tekstning eller tolkevirksomhed, men kun om litterær (både skøn- og faglitterær) oversættelse af bøger, essays, artikler osv. Der rådgives også udelukkende om oversættelse for danske udgivere. Du kan heller ikke få hjælp til problemer med dårlige betalere, redaktionelle tvister, almindelig karrierepleje, opgaveformidling, ansøgninger til kunststøtteordninger, rådgivning om sociale ydelser og lignende.
Hvis du er medlem af Dansk Oversætterforbund, kan du dog i et vist omfang få rådgivning om disse ting.
Kan jeg ikke bare få oplyst, hvad man mindst skal kræve i honorar?
Nej, det kan du ikke. Dels fordi Dansk Oversætterforbund af konkurrenceretslige årsager ikke må arbejde med minimumstakster, men også fordi honorarerne som nævnt ovenfor er meget forskellige og afhænger af en lang række faktorer, herunder ikke mindst hvor du er i din karriere, og hvilke former for litteratur du arbejder med og for hvem. Det kan også gøre stor forskel, hvilke sprog du arbejder med, ligesom den enkelte teksts sværhedsgrad i nogle tilfælde kan være udslagsgivende for honorarets størrelse. Helt konkrete forhold omkring den enkelte opgave kan også betyde en hel del. Det gælder f.eks. ekstreme tidsfrister eller oversættelser, der kræver særlige kompetencer eller specialresearch.
På den baggrund er det klart, at der er betydelig spredning i de honorarer, litterære oversættere får for deres arbejde. Baseret på vores branchekendskab, bl.a. indhentet gennem individuel rådgivning af utallige oversættere i de senere år, tegner der sig således et billede af de typiske honorarer, der strækker sig helt fra cirka 2.300 kr. til cirka 3.200 kr. per forlagsark. Et forlagsark er 32.000 tegn inkl. mellemrum i din oversatte tekst.
Det er også vigtigt at forstå, at honoraret i sig selv ikke er det eneste, det kommer an på i vurderingen af en rimelig kontrakt. Kontrakter kan være skruet sammen på mange forskellige måder, og det gør stor forskel om et honorar er et engangshonorar, eller om det blot er et grundhonorar suppleret af bestemmelser om vederlag for diverse sekundære udnyttelser, f.eks. lydbog, bogklub, billigbog, e-bog osv. Det er derfor kontrakten som helhed, det kommer an på.
Desuden kan forlag have forskellige økonomiske rammer for den enkelte udgivelse, ligesom der kan være tilfælde, hvor litterære eller publicistiske hensyn må afvejes i forhold til økonomiske.
Hvordan får jeg rådgivning?
Du skriver en e-mail til kontakt@oversaetterraadgivning.dk med oplysninger om den konkrete situation. Hvad er det for et værk? Hvem er du som oversætter? Hvem er forlaget? Vedhæft evt. et kontraktudkast eller beskriv, hvad du har fået tilbudt. Husk også at oplyse om særlige omstændigheder, f.eks. særlige tidsfrister, specielle forudsætninger, krav om særydelser ud over selve oversættelsen eller lignende.
Der må forventes en smule ekspeditionstid, men tjenesten vil typisk svare i løbet af ganske få dage.